Et ar er ikke bare et ar

Det handler om andet end skønhed, når behandlere anbefaler at få minimeret arvævsdannelse

De fleste ved, at nye ar skal holdes væk fra solen for at bliv pæne, men vidste du også, at det er en rigtig god ide at behandle dine ar efter f.eks en operation? Ar skal gerne være fine, tynde linjer, der er svære at få øje på. Er de hævede, røde og ømme, kan det give terapiforhindringer. Især ar på tværs af kroppen som fx ved kejsersnit kan give problemer, og selv små ar kan lave ballade sidenhen.

Huden fungerer som signalmast for hjernen

Det er vigtigt at tage sine ar alvorligt efter operationer eller andre uheld, hvor hud eller indre væv er kommet til skade. Vores hud er en stor informationskilde. Dvs, at huden informerer hjernen om bl.a. tryk og temperatur, men også om, hvorledes vi bevæger os i rummet.

Det er vigtigt, at huden sender de rette informationer til hjernen, så hjernen kan sende de rette beskeder til vores muskler så de kan arbejde hensigtsmæssigt og give os en god kropsholdning. Hvis ikke vores holdning er god og afbalanceret, kan det bl.a. give smerter i form af slidgigt, løbeskader, spændingshovedpine. Ja, det kan faktisk forårsage spændinger i hele kroppen.

De dybe ar og de ar, der går på tværs af kroppen, giver oftest flest problemer. Vores nervetråde løber i hovedtræk på langs i kroppen, så de bliver skåret over ved dybe snit. Nervetrådene skal ligesom huden vokse sammen igen.

Behandling af ar

Når først huden er lægt, kan du begynde med at oliere og massere. Brug evt. E-vitaminkapsler, prik hul et lille hul i toppen, smør olien på arret og massér på tvært af arret med fingerspidserne uden at mase. Gør det én til to gange om dagen, indtil arret er pænt. Olien nærer og blødgør huden, og massagen styrker nervernes evne til at vokse sammen igen. Du kan gøre det samme med sølvpapir.

Det lyder måske helt skørt, men jeg har en del erfaring med det fra mange patienter. På både gamle og nye ar, der ikke er pæne, kan man med fordel bruge sølvpapir. Det virker især på bulne og grimt sammenvoksede ar. Det tager 3-6 måneder, inden du opnår et pænt resultatet. Gør området omkring arret fugtigt med vand og læg sølvpapir, så det dækker arret plus 2-4 cm yderligere og lad det sidde i ca 30 minutter. Gentag 1-2 gange om dagen – fx om aftenen – når du sidder og læser eller ser TV.

Vi kan også få ar inde i kroppen. Indre ar – fx efter en operation – kan man bl.a.behandle med homøopati.

Af Rikke Godthjælp